Nordea-fonden støtter Madens Folkemøde med 1,5 mio. kr.

Bidraget skal styrke fællesskaberne omkring mad og udvikle samtalen om, hvor vi skal hen som mad-land.

I efteråret uddelte Nordea-fonden 1,5 mio. kr., så Foreningen Madens Folkemøde de kommende tre år kan danne ramme om fællesskab og oplevelser med mad og råvarer som omdrejningspunkt.

Direktør i Nordea-fonden, Henrik Lehman Andersen, udtaler: 

”Madens Folkemøde sætter spot på de stærke fællesskaber, vi kan fremme gennem mad og måltider. Særligt for de unge kan det også skabe interesse for uddannelse inden for fødevareområdet."

En national begivenhed  
Madens Folkemøde afholdes på Lolland, en egn der er kendt for sit rige spisekammer. Arrangementet er blevet særdeles godt modtaget af både det lokale erhvervsliv og de lokale på Sydhavsøerne, der er stolte af at lægge rammer til folkemødet.

Det glæder formanden for Madens Folkemøde, Mette Touborg, der samtidig har en ambition om at gøre folkemødet til en national begivenhed. Med støtte fra Nordea-fonden vil foreningen de kommende år have et særligt fokus på at sikre en større bredde i gæster, udstillere og debatarrangører.

”Vi er utrolig glade for den lokale opbakning. Det giver Madens Folkemøde et stærkt fundament at bygge videre på. Med bidraget fra Nordea-fonden vil vi fokusere på at gøre Madens Folkemøde til en national begivenhed. Målet er at tiltrække flere producenter, branchefolk og madinteresserede gæster vest for Storebælt. Madens Folkemøde er nemlig - ligesom maden - for alle,” udtaler Mette Touborg, formand i Foreningen Madens Folkemøde.

Bidraget på 1,5 mio. kr. løber over tre år. 

Madens Folkemøde afholdes for anden gang den 11. og 12. juni på Engestofte Gods på Lolland. Programmet offentliggøres den 8. maj.