Pressemeddelelse udsendt 21. februar 2023

Kendte værter på scenerne

I år får Madens Folkemøde som noget nyt værter på en række scener. Det drejer sig blandt andre om kogebogsforfatter og ’budding-dronning’ Marie Holm, radiovært, jæger, lystfisker og forfatter Gordon P. Henriksen samt økologisk jordbruger og tv-personlighed Trine Krebs. Trioen bliver værter for de tre scener ’Det Søde Køkken’, ’Det Vilde Køkken’ og ’Det Grønne Køkken’, hvor folkemødets gæster både kan blive klogere på maden og få inspiration til selv at lave den hjemme.

Nye producenter på madmarkedet

På madmarkedet kan folkemødets gæster møde mere end 50 dedikerede producenter fra hele landet. Som altid er en række af fødevarenetværket MULDs lokale producenter med, og i år byder markedet også på en række nye stande. Her kan man for første gang møde Hårbølle Mejeri, Vild Hvede og Bandholm Badehotel.

Hårbølle Mejeri er et lille gårdmejeri på Vestmøn, der producerer nogle af Danmarks bedste oste, som de sælger til restauranter som Alchemist, noma, Restaurant Jordnær, Fasangården, Geranium og Frederiksminde.

Vild Hvede er et nordfynsk mikromølleri med egen økologisk kornproduktion, der også tilbyder bagekurser og gårdbutik. Bag Vild Hvede står studiekammeraterne Emilie Berning og Ingeborg Pauls.

Bandholm Badehotel blev relanceret i 2022 og har fået flotte anmeldelser for sin gourmetrestaurant. På markedet medbringer køkkenchef Nicky Arentsen badehotellets hjemmelavede produkter af lokale råvarer.

Inspirerende madfolk fra hele landet

Kornets Hus er en ny samarbejdspartner, som besøger Madens Folkemøde for første gang. De kommer fra Nordjylland til Lolland med deres mobile udstilling ’Kornkaravanen’ og en masse inspirerende aktiviteter om korn og kornsorter.

Også Bornholm deltager for første gang med en hel delegation af spændende madfolk fra klippeøen.

Folkemøde-is med lokale råvarer

Gæsterne kan også glæde sig til at smage en særlig is lavet specielt til Madens Folkemøde. Det bliver de dygtige ismagere fra Kødbyens Is, der kommer med en håndlavet, økologisk ispind på lokale råvarer fra Sydhavsøerne. Kødbyens Is har tidligere arbejdet sammen med Fejø Frugt om en æble-is, så de kender godt til området og glæder sig til at lave en ny is, som smager af Sydhavsøerne.

Billetter og camping til samme priser som i 2022

Det koster 60 kr. for en dag på Madens Folkemøde og 90 kr. for begge dage, og de priser er ikke steget med inflationen.

”Det er vigtigt, at Madens Folkemøde er et sted, hvor alle har råd til at være med. Vi har derfor valgt at fastholde billetpriserne, selvom meget af det vi selv skal leje og købe, er steget i pris. Men vi håber, at de lave priser sammen med de mange nyheder kan få folk til at sætte kryds i kalenderen og købe en billet, selvom privatøkonomien måske er lidt strammere. Og melder man sig til vores nyhedsbrev, er der et rigtig godt tilbud at hente på billetter her i februar”, fortæller Stine Lolk, folkemødedirektør for Madens Folkemøde.

Flere offentliggørelser på vej

De kommende uger og måneder vil der løbende blive offentliggjort flere navne og indslag, der kan opleves på Madens Folkemøde 2023.

”Madens Folkemøde skal gå forrest og længst i samtalen om den mad, vi spiser, og måden vi laver det på. Og dette års udgave af Madens Folkemøde tegner til at blive det stærkeste folkemøde nogensinde. Vi er taknemmelige over den gode støtte, vi får fra vores partnere, og er stolte over de navne og nyheder, vi kan præsentere til årets program. Og så glæder vi os til løbende at fortælle mere om de mange spændende ting, vi har i støbeskeen”, slutter Stine Lolk.

Madens Folkemøde finder sted den 2. og 3. juni 2023 i smukke omgivelser på Engestofte Gods på Lolland. 

Programmet lanceres løbende på www.madensfolkemode.dk

Pressefotos

Hent pressefotos her: www.skyfish.com/p/food/pr
Kreditering: Sophie Due / Food Organisation of Denmark


Kontakt

Folkemødedirektør, Stine Lolk
E: stine@thefoodproject.dk
T: +45 53882803

Presseansvarlige Ida-Maj Fiskbæk

E: ida-maj@thefoodproject.dk
T: +45 5025 6523


Fakta om Madens Folkemøde

  • Afholdes for fjerde gang 2. – 3. juni på Engestofte Gods på Lolland
  • Programmet findes på www.madensfolkemode.dk/program-2023/sceneprogram/
  • Madens Folkemøde er støttet af Nordea-fonden, Guldborgsund Kommune, Lolland Kommune, Business Lolland-Falster, Region Sjælland og Landbrug & Fødevarer. 


Billetsalg


Overnatning

Campingplads (v. eget telt): 220 kr. inkl. gebyr
Derudover henviser vi til Visit Lolland-Falsters hjemmeside www.visitlolland-falster.dk


Transport

Der indsættes shuttlebus til og fra København og Maribo til Madens Folkemøde fredag og lørdag. Billetter sættes i salg ultimo april. Hvis man er i egen bil, er der gode parkeringsforhold ved godset.